Nyheder   

   
   
   
   
   
   
   
den 6. januar 2010  
   
   

 

Afsløring af snyd med fangster fra Karup Å

Med hjælp fra Karup Å sammenslutningen, ved bl.a. Jan Snejbjerg lykkedes det at få optrævlet nogle helt fantastiske fangster fra Karup Å.

Senest har det drejet sig om en utrolig smuk Regnbueørred fanget eftersigende ved Høgil Bro i Karup Å, aldrig er der fanget så flot og stort eksemplar af denne art i åen, og da samme lystfisker sidste år fik godkendt en mega Bækørred på 6,5 kg., tændte mistroen sig hos en del af Karup Å fiskerne. 

Med Jan Snejbjerg som iværksætter fulgte flere fra sammenslutningen trop og udspurgte lystfiskeren om en del urigtigheder og selvmodsigelser i rapporter mm.

Lystfiskeren gik hurtigt til bekendelse om Regnbuen ikke var fanget i Karup Å, men i en privat sø, dette gjaldt i øvrigt også den godkendte Bækørred fra sidste år.

Regnbueørreden blev afvist ved mødet den 24. november pga. urigtige oplysninger og Bækørreden er slettet og rekorddiplomet er blevet tilbagekaldt.

Rekordudvalget takker hermed Jan Snejbjerg og de øvrige fra Karup Sammenslutningen for det flotte detektivarbejde der blev udført, uden jer havde vi ingen chance for at opklare dette fupnummer, idet de pålidelige vidner til fangsterne også var blevet taget ved næsen.

 

   

   
den 1. december 2008  
 
Fredning af torsken i nordlige Øresund

Så er der et faktum, lystfiskere må ikke fange torsk nord for linien Lerbjerget - Ellekilde Hage i det nordlige Øresund fra 1. februar til 31. marts.


Dansk-svensk plan skal redde torsken i Kattegat

Fødevareminister Eva Kjer Hansen og den svenske fiskeriminister Eskil Erlandsson har i dag indgået en aftale, der skal redde torsken i Kattegat. Aftalen indebærer, at de vigtige gydeområder lukkes i dele af året.

I sidste uge blev de europæiske fiskeriministre enige om en fremtidsplan for EU’s torskebestande. Den svenske og danske minister har nu besluttet at lave en yderligere indsats for at vende udviklingen for torsken i Kattegat, der er i en særlig dårlig tilstand.


Eva Kjer Hansen har følgende kommentar:
”Det er bekymrende, at torskebestanden i Kattegat klarer sig så dårligt på trods af mange års kvotenedskæringer. Det er derfor ikke vejen frem at fortsætte med reduktioner af kvoten. Vi må sætte ind på anden vis. Jeg er derfor glad for , at Sverige og Danmark nu har udarbejdet en plan for beskyttelse af torsken, når den samler sig for at gyde ."


Brug af selektive redskaber
Planen betyder, at de vigtige områder i Sverige for den særlige Kattegattorsk lukkes for alt fiskeri hele året , og gydeområderne for torsk lukkes i årets første tre måneder, der er den periode, hvor torsken gyder. Kun selektive redskaber, der sorterer torsken fra må anvendes i gydeområderne, som er beliggende i det nordlige Øresund og sydlige del af Kattegat.

"Jeg er opmærksom på, at nogle havne vil blive meget hårdt ramt af de lukkede områder. Det gælder ikke mindst Gilleleje, selv om der i forslaget er taget hensyn til Gilleleje med tilpasning af området og fiskerimulighed i januar i Øresund. Der vil forsat være mulighed for at fiske sild i de områder , der er lukkede i gydeperioden, da der ikke er bifangst af torsk. Målet med aftalen er at beskytte torsken uden at skabe unødige hindringer for andre fiskerier. Derfor har vi også valgt at indføre fangst med selektive redskaber. Mange torsk fanges i dag som bifangster, når der fiskes efter andre arter. Med de nye lukkede områder og brugen af selektive fangstredskaber tror jeg , at dagens aftale vil betyde et afgørende vendepunkt for torsken i Kattegat”, siger Eva Kjer Hansen.

Bestanden af torsk i Kattegat er i dag på 15 procent af hvad den var for 30 år siden. Planen skal revurderes efter 3 år.

Se faktaark om lukkede områder for torskefiskeri i Kattegat og Nordlige Øresund: http://www.fvm.dk/Admin/Public/DWSDownload.aspx?File=%2fFiles%2fFiler%2fNyheder%2ffaktaark_omraader_Kattegat.pdf

Se kort over Kattegat: http://www.fvm.dk/Admin/Public/DWSDownload.aspx?File=%2fFiles%2fFiler%2fNyheder%2fKattegat.jpg

Kilde: Pressemeddelelse fra FVM af 28. movember 2008
28. november 2008 16:10
 

   
   
den 3. oktober 2008  
   
foruden de nye flotte fisk der blev godkendt på mødet, har Gorm fået nyt mobilnummer, hvilket er rette.
   
   
den 30. august 2008  
   
Per Ekstrøm har begået endnu et mesterværk, denne gang et faktuelt indlæg og komiteens historie og rekordfiskene gennem en menneskealder, se linket på forsiden
 

   
den 9. juni 2008  
 
Webmaster beklager at siden ikke har været opdateret på det sidste, men flytning af firma fra Rødovre til Kolding, samt tiltrængt 6 ugers fiskeferie har selvfølgelig ikke gjort opdateringen mulig, sorry
   
   
den 12. februar 2008  
   
Så er reglerne revideret endnu engang, idet der på det seneste har været lidt problemer med at artsbestemme nogle specifikke fisk, se i øvrigt anmeldelsesformularen.
   
   
den 25. januar 2008  
   
Året 2007 har været et travlt år for Rekordkomiteen, så året satte rekord med antallet af tilmelde fisk.

Kaj Christensen og Carsten Gilder havde også meddelt os andre at de ville afgå ved årsskiftet 2007/2008, efter de henholdsvis havde arbejdet i komiteen i henholdsvis 15 og 10 år. Vi takker dem begge her for deres store frivillige indsats.

De to nye medlemmer af Rekordkomiteen er Biolog Henrik Carl som indtræder som uvildigt medlem og Brian Jensen som er udpeget af Danmarks Sportsfisker Forbunnd. Velkommen til jer begge, håber i vil få lige så mange sjove timer med os andre som Kaj og Carsten havde,

   
   

den 11. januar 2008

 
 

Rekordudvalget har i Fiskeavisen, nr. 11 årgang 2007 modtaget et åbent brev fra redaktør Tommy Pedersen angående 2 afvisninger af anmeldte rekordfisk.

 Konstruktiv kritik modtages altid i en positiv ånd. Kritik er nemlig med til at udvikle og forbedre de regler, som vi arbejder under. Men når man fremkommer med kritik, så skal den også belyses på en måde, så udenforstående har mulighed at vurdere den fremsatte kritik. Den måde Tommy Pedersen belyser sagen på, består alene af delvise uddrag af den begrundelse, som Rekordudvalget har fremsendt til de 2 anmeldere. Udenforstående får derfor ikke et fuldstændigt objektivt syn på den fremsatte kritik, da de ikke har fået hele sagen fremlagt.

 Sagen består kort fortalt i, at Rekordudvalget har besluttet at afvise 2 anmeldte fisk, da de ikke opfyldte de kriterier, som er fastsat i anmeldelsesreglerne. Første forudsætning for anmeldelse er, at der skal være tale om fisk fanget i ”danske vande”. De 2 fisk er fanget tæt inde under Norges kyst, hvorfor man næppe kan påberåbe sig, at der er tale om ”danske vande”. Forudsætning nr. 2 er: Sker fangsten fra båd, skal denne være udgået og hjemkommet fra og til dansk havn uden at være anløbet en udenlandsk havn. Den forudsætning er ganske rigtigt overholdt, men det eliminerer ikke kravet om, at fangsten skal være foregået i ”danske vande”.

 Eksempelvis kunne man sejle direkte fra Esbjerg og ned i Den Engelske Kanal, fange en conger (havål) og derefter returnere til Esbjerg uden at være gået i land. Alle vil nok være enige i, at der her ikke er tale om ”danske vande”. At hele Øresund eksempelvis betragtes som ”danske vande” skyldes, at afstanden mellem Sverige og Danmark ikke er særlig stor samt, at der er en lang tradition for at drive fiskeri med stang og hjul fra både dansk og svensk side i hele Øresund.

 Tommy Pedersen nævner i sin kritik kendskab til fisk fanget på norsk territorium, der er godkendt som dansk rekord. Det er rigtigt, at nogle fisk fanget i Skagerrak ude på åbent hav og inde på norsk territorium, er godkendt, men betragtes som værende indenfor det acceptable. Der er tradition for dansk lystfiskeri i området, der betragtes som et fælles område for både danske og norske lystfiskere. Lidt i stil med den måde man betragter Øresund på. Man skal passe på, at det ikke bliver for bureaukratisk, og det er den elastik i reglerne, som der skal være. Men fisk fanget ud for Haugesund et stykke oppe ved Norges vestkyst, og ganske få sømil inde under Norges sydkyst, der må vi desværre sige, at betegnelsen ”danske vande” for længst er ophørt.

 Rekordudvalget håber med ovenstående at have gjort rede for tolkningen at anmeldelsesreglerne, som på den ene side skal være restriktive, men på den anden side samtidig skal indeholde en fleksibilitet, som gør det attraktivt og interessant at anmelde fiskerekorder. Rekordudvalgets opgave består i at forvalte reglerne på en sober forstandig måde, og samtidig være behjælpelig med at få godkendt de rekorder, der nu engang skal godkendes. Det kan godt ske, at der anmeldes fisk som rettelig ikke burde være anmeldt. Enten på grund af fangststedet, eller fordi der er tale om en fiskeart, som er svær at artsbestemme p.g.a. lighedspunkter med andre arter. Så skal Rekordudvalget afvise anmeldelsen. Men det er jo ikke ensbetydende med, at anmelderen ”er på gale veje”, hvis de pågældende oplysninger er rigtige. Der er blot ikke belæg for en godkendelse som dansk rekord. Ret beset er der vel ingen, der ønsker at smykke sig med en titel som dansk rekordindehaver på grundlag af urigtige oplysninger og fejlskøn.

  Tommy Pedersen påpeger, at alt andet end at fastsætte specifikke afstande til, hvornår en fisk er fanget i ”danske vande”, vil svække tilliden til Rekordudvalget. Længden på den samlede danske kystlinie taget i betragtning, vil dette medføre meget restriktive og omfattende regler, som vil være umulige at administrere, og som vil medføre masser af diskussioner. Vi lader den almindelige sunde fornuft råde, og vil i videst muligt omfang lade tvivlsspørgsmålet om betegnelsen ”danske vande” komme anmelderen til gode. Til gengæld vil vi ikke gå på kompromis med artsbestemmelser, da der her er tale om noget helt håndgribeligt.

Rekordudvalget er ikke det mindste i tvivl om, at danske lystfiskere uden problemer kan vurdere begrebet ”danske vande”, og at de 2 afviste anmeldelser måske har været et forsøg på at afprøve Rekordudvalgets kompetence, hvilken man ikke har kunnet anfægte.

 
 

 

 
 
Tilbage til forsiden